Vil du være med til at forme fremtiden?
I Struer Kommune arbejder vi med at skabe attraktive rammer for bosætning, erhvervsudvikling, naturen, klimaet og levende lokalsamfund.
Vi søger lige nu en byplanlægger, der har lyst til at sætte sit aftryk på udviklingen af vores kommune gennem udarbejdelse af lokalplaner. Hvis du drømmer om et job, hvor du gør en reel forskel, er tæt på beslutningerne og kan se resultaterne vokse frem i by og på land, så er det nok dig, vi leder efter!
Hvad kommer du til at lave?
Vi kan tilbyde et job, hvor du som planlægger er en central drivkraft i Struer Kommunes udvikling. I planafdelingen arbejder vi med at udvikle de steder, hvor livet skal leves.
Opgaverne omfatter blandt andet:
Du får et job med ansvar for at drive planprocesser fra de første idéer til de endelige beslutninger og får på den måde mulighed for at skabe sammenhæng mellem visioner og virkelighed, mens du tager ansvar for at drive opgaven fremad. Samtidig er det et job med stor variation, med både faglig fordybelse, dialog med mennesker og opgaver med offentlig bevågenhed.
Byplanlægning ligger i spændingsfeltet mellem faglighed, udvikling og politik. Som planlægger i Struer Kommune kommer du til at arbejde i en politisk styret organisation. Du skal derfor omsætte komplekse, faglige problemstillinger til klare beslutningsoplæg og være komfortabel med, at den endelige beslutning træffes i det politiske rum.
Hvem forestiller vi os, du er?
Du har gerne en relevant uddannelse som planlægger, ingeniør, arkitekt, geograf, landskabsarkitekt eller noget tilsvarende og/eller har interesse for fysisk planlægning og -udvikling.
Erfaring kan være en fordel, men vi leder ikke nødvendigvis efter specialisten, der har skrevet lokalplaner i årevis. Du er måske nyuddannet eller har kun få års erfaring inden for planlægning eller beslægtede områder. Det er ikke et krav, at du skal kunne alt fra første dag.
Vi sørger for en god introduktion, sparring fra kollegaer og giver dig mulighed for at udvikle dine kompetencer løbende i takt med din opgaveportefølje. Til gengæld har vi en forventning om, at du har interesse for planlægning, er nysgerrig og har lyst til at udvikle dig og tage del i de mange spændende opgaver, der former fremtidens Struer Kommune.
Vigtigst af alt, søger vi en kollega, der vil bidrage til, at det skal være en fornøjelse at gå på arbejde. Vi er af den overbevisning, at gode resultater skabes af mennesker i trivsel. Derfor vægter vi en positiv indstilling til både opgaverne og dine kollegaer, en uformel omgangstone og højt humør.
Hvem er vi?
Du kommer til at arbejde sammen 7 dedikerede og venlige kollegaer, der alle glæder sig til at tage godt imod dig og klæde dig godt på til opgaven. Vi er engagerede og kommer med forskellige fagligheder og perspektiver.
I Planafdelingen har vi tillid til hinanden, frihed under ansvar og en kultur, hvor det er naturligt at forene hensynene til både arbejds- og privatliv. Derfor har vi fleksible rammer, med muligheder for at tilrettelægge arbejdet, så hverdagslivet kan hænge sammen. Der er mulighed for op til 2 ugentlige hjemmearbejdsdage.
Til dagligt arbejder vi tæt sammen med de gode folk i Byggesagsafdelingen, Miljøafdelingen og Teknisk Drift og Anlæg. Det skyldes, at god planlægning ikke skabes alene – den skabes i krydsfeltet mellem forskellige fagligheder, interesser og perspektiver fra kommunen, borgerne, virksomhederne og andre interessenter. Derfor lægger vi vægt på, at det skal være nemt at række ud til hinanden internt og eksternt, så der er kort fra spørgsmål til svar. Vi tror på, at flere perspektiver skaber bedre løsninger og giver en mere sammenhængende udvikling af kommunen.
Hvorfor Struer?
Som medarbejder i en af landets mindre kommuner, kommer du tæt på beslutningerne, projekterne og de mennesker, virksomheder og lokalsamfund, der skal bruge de løsninger, du som planlægger er med til at skabe. Som medarbejder i planafdelingen er du ikke et lille tandhjul i en stor maskine, men en krumtap i kommunens udvikling.
Selvom Struer ikke ligger midt på Danmarkskortet, er det nemmere at komme hertil, end mange måske tror.
Med gode togforbindelser og kort afstand til Holstebro, Lemvig, Skive og Herning pendler mange medarbejdere med toget til Struer hver dag. Vores arbejdsplads ligger centralt i byen få minutters gang fra stationen, fjorden og bylivet. Samtidigt synes vi, at det giver god mening i at arbejde i toget, så rejsetid ikke bliver til spildtid.
Spørgsmål?
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte:
Yderligere oplysninger
Ansøgningsfrist er den 3. august 2026
Stillingen er på 37 timer/uge.
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse.
Tiltrædelse: 1. oktober 2026 eller efter aftale.
Vi afholder, som udgangspunkt, en samtalerunde den 10. august 2026.
Arbejdssted: Smedegade 7, 7600 Struer
Struer Kommune opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion, eller etnisk tilhørsforhold at søge.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du er indstillet på at anvende dit eget MitID i forbindelse med varetagelsen af jobbet. MitID bruges udelukkende til nødvendige arbejdsrelaterede godkendelser og administrative processer.
Lydens By
Vi er Lydens By. Lyden er en inspirationskilde til nye projekter og initiativer, der kan realisere kommunens vækstpotentialer og styrkepositioner til et lokalsamfund, som mennesker har lyst til at besøge, arbejde og bo i.
For os er det naturligt at vores byudvikling tager udgangspunkt i lyd, og vores kunstværker bruger lyden aktivt. Vi arbejder med, hvordan lyd påvirker livskvaliteten positivt hos demente, indlæring hos børn eller fraværet af lyd skaber arbejdsglæde.
Lyd er i vores DNA.Læs mere om vores visioner og strategier.
Går du med flyttetanker?
Du har lyst til at søge ovenstående stilling, men er lidt i tvivl om, hvilke muligheder du har for at flytte til? Måske er det nødvendigt, at din partner også finder job i området? Struer Kommune har en Tilflytterservice, hvor du eller din partner ganske gratis og uforpligtende kan få direkte og personlig hjælp, hvis du går med overvejelser om at flytte til Struer. Kontakt Tilflytterservice på tilflytterservice@struer.dk